Krisen kører uden om bryggeriplanerne

Der kommer mellem tre og fire nye aktionærer til Bøllingsø Bryghus hver eneste dag. Sådan har det været siden slutningen af januar, og der mangler kun at blive solgt de sidste 40 aktier, før vi holder stiftende generalforsamling og bestiller bryggerianlægget. Hvis det fortsætter, som det er gået de sidste fem uger, er de første 300 aktier solgt i løbet af et par uger.

Kridser kradser i Dronningeriget, og de seneste uger har både pressen og nysgerrige spurgt os, om de der planer om et mikrobryggeri i Engesvang nu også bliver til noget.

“I denne uge lukkede der tre mikrobryggerier, skriver dagbladet Børsen. Opgiver I også,” ringede eksempelvis regionalradioen DR Midt & Vest og spurgte i sidste uge.

Svaret til alle er et rungende: “NEJ. Tværtimod vi sætter turbo på.”

Det er der mange gode grunde til. Den første og bedste er selvfølgelig, at vi får opbakning fra alle sider. Aktietegningen går forrygende med tre til fire solgte aktier om dagen – hver dag hele ugen. Helt præcist 3,8 solgte aktier hver eneste dag siden vores sidste charmeoffensiv med øl, aktier og jazz den sidste weekend i januar.

Det betyder, at 260 har dags dato tegnet en aktie i Bøllingsø Bryghus og mere end 200 har også indbetalt pengene for deres aktie. Når vi har rundet 300 solgte aktier og råder over en b-aktiekapital på 300.000 kroner, så skyder vi fem initiativtagere de sidste 200.000 kroner ind i aktieselskabet, og “butikken åbner,” hvilket betyder, at vi holder stiftende generalforsamling og bestiller det bryggerianlæg, der skal installeres i lokalerne på Engesvang Kro.

Den anden gode grund til vores optimisme, er at vores bryggeriprojekt er meget, meget anderledes end de stort anlagte mikrobryggerier, der er tvunget til at lukke for ølhanerne i denne tid. Ikke et ondt ord om andre mikrobryggerier, men det er ligesom at sammenligne pærer og bananer.

Bøllingsø Bryghus skal ikke åbne og drive restaurant, vi skal ikke have fastansat personale, vi råder over velegnede lokaler på favorable vilkår og i kraft af de mange, solgte aktier og den støtte vi har opnået med LAG-midlerne, har vi om kort tid alle midlerne til at etablere bryggeriet. Det betyder kort sagt, at vi kan åbne et mikrobryggeri uden at stifte gæld og uden væsentlige faste udgifter. Alle pengene går til at brygge godt øl – ikke til lønninger, mursten og afdrag på kassekreditten.

Vi bliver et folkebryggeri i ordets bedste betydning. Og vores regnestykker viser også, at vi kan sælge godt, lokalt brygget håndværksøl til priser, der bestemt kan konkurrere med de dyre specialøl fra konkurrenterne.

Den tredje grund til, at vi endnu mere stædigt arbejder på at etablere Bøllingsø Bryghus, er en sikker overbevisning om, at det er i nedgangstider, der skal satses og bygges nyt. Det er nu, priserne ligger på et lavere niveau, så vi kan lettere kan slippe igennem med de fornødne investeringer. Det er nu, folk har brug for noget at samles om.

Vi ved godt, at det er en forsigtig strategi, vi har lagt frem. Men vi fastholder den ihærdigt: Vi går ikke over til næste skridt, før vi har solgt 300 aktier. Bøllingsø Bryghus bliver etableret, så vi lever op til vores motto: Meget mere end lige til øllet.

Vi hører hver dag om kommende aktionærer, der gerne vil være med og lige er på vej med tegningsblanketten. Det er svært at være pessimistisk på det grundlag.

Når vi inviterer alle aktionærer til fredagsøl den 3. april kl. 15, regner vi med at have solgt de første 300 aktier og kan fortælle mere detaljeret omkøreplanen for den praktiske etablering af bryggeriet. Det er fredagen før påskeugen, vi inviterer aktionærerne på påskebryg fra Bøllingsø Bryghus.

Nysgerrige kan stadig nå at komme med, hvis de tegner en aktie. Blanketten kan hentes på vores hjemmeside www.boellingsoebryghus.dk.