Lancering af julebryg fredag den 28. oktober kl. 16-23 til tonerne af Stig Skovbos Nisseorkester.
Siden den varme eftersommer har brygmesteren brygget og brygget, så vi er klar til den store dag.
Vi vil ikke risikere ligesom de foregående år at slippe op for julebryg – inden vi overhovedet er nået hen i nærheden af juleaften. Derfor har vi i år brygget hele ti bryg med den voldsomt populære drik. Og det er præcis den samme opskrift som sidste år.
Hvis du husker smagen, så kom og genoplev den på fredag den 28. oktober kl. 16 på Bøllingsø Bryghus i Engesvang. Kom du for sent sidste år, så har du bestemt noget til gode.
Ved 20-tiden dukker Stig Skovbo op med sit særlige nisseorkester for at sætte bryghuset i den rette julestemning. Vi holder åbent frem til kl. 23, og der er naturligvis fri entré.
Om øllet
Julebryg fra Bøllingsø Bryghus er baseret på en belgisk dubbel med en helt særlig maltsødme og maltfylde.
Julebryggen er lavet på hele fem forskellige malttyper – heraf fire sødlige karamelmalt. Det giver en markant maltsødme og maltfylde, mens bitterheden er knap så fremtrædende. En rigtig juleøl som vi synes, de skal være.
6,5 procent.
Ingredienser
Karamelmalt (Cara Amber Malt), lys karamelmalt (Cara Hell), aroma malt (Cara Aroma), chokolademalt, Fuggles Humle og belgisk dubbel gær.