Skrammelorkestret Bøwl på Bryghuset

Torsdag den 16. december får vi besøg af ni musikanter, der kalder sig Skrammelorkestret Bøwl. Hvad de spiller og hvordan er lidt uklart – men kedeligt bliver det ikke.

Skrammelorkestret BØWL´s medlemmer er alle udøvende musikere fra Musikerklubben Østjylland. Men ingen må spille på det instrument, som man normalt tjener sine penge på. Det er måske forklaringen på orkestrets specielle sound.

Musikalsk har BØWL ikke respekt for nogen ting, og spiller alt fra Mozart til Ragnvald, og som det – temmelig stolt – udtrykkes, så begynder og slutter alle mand næsten altid på samme tid – “det er dét i midten, der er så hulens svært”.

Den noget aparte påklædning, der leder tanken hen på nærmeste genbrugsbutik, samt det enkelte medlems evne for at promovere sig selv, gør, at BØWL kan gøre selv den mest veltilrettelagte festlighed til totalt kaos.

Læs mere om Bøwl på www.bøwl.dk

Der er naturligvis gratis entré, frisk øl i haner og flasker. Vi åbner dørene kl. 19.