Benita Mølgaard fra Engesvang udstiller i bryghuset i august måned. Faktisk har billederne allerede hængt i både krostue og festsal en uge, og hun har allerede solgt to af billederne.
Hun fortæller selv om sine billeder:
“Jeg elsker at male… Når jeg maler, glemmer jeg tid og sted… Jeg maler med akryl på lærred eller træ, og bruger ofte andre materialer på mine billeder.
Med de forskellige materialer lag på lag, dukker der spændende effekter op på overfladerne. Effekterne giver billederne dybde.
Udtrykket ændrer sig, alt efter hvilken vinkel billedet ses fra, og alt efter hvordan lysindfaldet er på billedet.
De glade farver og sjove motiver fanger blikket. Der er som regel en historie bag motivet eller titlen på maleriet.”