Morten Sigaard er ny formand for bryghuset

Den hidtidige formand for Bøllingsø Bryghus A/S, Claus Thorhauge, har valgt at trække sig fra formandsposten på grund af for stort arbejdspres.

Bestyrelsen har på et ekstraordinært bestyrelsesmøde tirsdag den 11. december enstemmigt valgt Morten Sigaard som ny formand for bryghuset.

Det er Morten Sigaard i hvid skjorte til venstre i billedet på dette billede af bestyrelsen, som den blev valgt til generalforsamlingen i foråret.

Bestyrelsen siger mange tak for det enorme arbejde, som Claus Thorhauge har lagt i bryghusets første år. Claus Thorhauge blev valgt som formand, da bryghuset blev stiftet i juni 2009 og har været formand i præcis 3½ år.

Claus Thorhauge fortsætter i bestyrelsen.

Bryghuset har haft et forrygende år, og vi har stort set udsolgt af julebryg. Månederne op til jul og nytår er højsæson for mikrobryggerier, og det har bogstavelig talt været rygende vildt for Bøllingsø Bryghus i de seneste måneder.

Nu satser vi på at komme på omgangshøjde igen i løbet af den sædvanlige lavsæson i januar og februar, så vi igen kan levere til vores faste kunder.