Julejazz torsdag den 4. december

Glad, swingende New Orleans jazz skal nok få julestemningen frem, når Hot & Sweet jazzband besøger Bøllingsø Bryghus torsdag den 4. december 2014. Koncerten er den fjerde i rækken af jazzkoncerter i samarbejdet JazzCafe Engesvang, der denne gang afholdes på bryghuset.

DSC_0070Hot & Sweet Jazzband har eksisteret siden 2004 og består af en håndfuld spilleglade, modne mænd i deres bedste alder.

Jazzmusikerne fandt sammen, fordi de havde behov for at spille god gammeldags traditionel jazz under afslappede og uforpligtende former.. Orkestret består af garvede musikere, der alle har stor erfaring i at få musikken til at swinge og komme ud over scenekanten.

Ved julejazzen i Bøllingsø Bryghus vil orkestret naturligvis udsætte julens kendte sange og melodier for jazz og swing. Men orkestret vil også spille god gammel kendt New Orleans-jazz og musik fra swingperioden. Måske kommer der også et par danske evergreens, hvis man skal tro de garvede jazzmusikere.

Hot & Sweet består af Jørn Pagh – klarinet og sang, Jens Ove Retz Johansen – tenorsax og sang, Leif Hansen – piano, Harry Nielsen – guitar og banjo, Tonny Sølvsten – bas, Ib Dejgaard – trommer og Torben Sørensen – trompet.

Dørene åbner kl. 18, og koncerten begynder kl 19:30. Og der er gratis adgang for alle.

Jazzarrangementet er en del af samarbejdet mellem Kulturens Venner og Bøllingsø Bryghus. Næste koncert er med The Old Barbershop Singers sammen med Hot & Sweet jazzband. Det er torsdag den 5. marts i Kulturhuset i Engesvang.