Det skrider planmæssigt frem

Lige nu har vi modtaget knap halvandet hundrede tegningsblanketter med anmodning om at tegne en b-aktie, og mange af de kommende aktionærer har også betalt de 1.000 kr. pr. aktie på den spærrede konto i Jysk Sparekasse. Det vil sige, at vi mangler et tilsvarende antal b-aktier – godt 150 – for at nå første delmål om salg af 300 aktier..

Vi synes selv, at antallet er ganske imponerende, og der kommer hver dag nye anmodninger om aktie-tegning.

Man skal råde over en aktiekapital på en kr. 500.000 for at stifte et aktieselskab. Vi fem initiativtagere bag bryggeriplanerne stikker 200.000 kr. i aktieselskabet via vores fælles ApS, så aktieselskabet kan i princippet stiftes, når vi har udfyldte tegningsblankettet og tilhørende indbetalinger fra 300 b-aktionærer.

Ifølge planen etablerer vi aktieselskabet, når vi er nået første delmål og har rundet de 300 b-aktionærer. Det er også først, når aktieselskabet er formelt etableret, at vi kan råde over b-aktionærernes indbetalinger. De står på en spærret konto og skulle det mod forventning ikke lykkes at etablere aktieselskabet, så får folk selvfølgelig deres penge tilbage.

Men planen er i høj grad at skaffe 500 b-aktionærer for at få et solidt grundlag under bryggeriprojektet. 500 b-aktionærer er andet delmål.

Vi arbejder henimod at etablere et mikrobryggeri uden at gældsætte os og uden væsentlige, faste udgifter for at have størst muligt råderum og undgå at blive presset i det daglige.

Når vi har nået første delmål og etableret aktieselskabet, bestiller vi selve bryggerianlægget. Det er også først der, vi kan og vil gøre brug af de 300.000 kroner, vi har fået i LAG-midler. Vi håber, at vi når til første delmål i løbet af de næste månender, så vi kan begynde selve brygningen af vores eget øl i løbet for foråret eller forsommeren – og komme i gang med de mange planer vi har for øl-brygning, salgskanaler, øl-arrangementer og andre begivenheder i og omkring bryghuset.

Vi har talt med mange interesserede, der siger, at de vil gerne købe en aktie, når vi er kommet i gang. Det er lidt sent for os, så nu handler det om at konvertere den passive opbakning til konkrete aktiekøb. Det er nu, vi har brug for opbakningen.

Det går fint og planmæssigt fremad, og vi ønsker med ovenstående, forsigtige strategi at undgå at bringe os i en situation, hvor bryggeriprojektet ender i en presset situation.