Danmarks bedste blues-musiker på bryghuset

Vi har fået mulighed for en intim-koncert med Danmarks bedste bluesmusiker i 2008 og modtager af Dansk Musik Awards i 2009: Tim Lothar.

Tim kommer alene med sin guitar og sætter bryghuset i den rette blues-stemning lørdag eftermiddag den 3. november. Vi åbner dørene kl. 12.

Klik ind på hans hjemmeside og hør, hvordan det kommer til at lyde.

For otte år siden begyndte Tim Lothar at dyrke sangen og den akustiske bluesguitar, for at udforske den klassiske amerikanske Delta Blues.

Siden da har han udgivet tre solo album, modtaget 2 awards og turneret i 15 lande. Med indiskutabelt talent og stor musikalitet startede Tim en karriere som solist,  og  kunne  efter  to  år  udsende  en  af  de  mest  anmelder-roste danske blues-CD’er Cut to the Bone (2006). Den fik flotte ord med på vejen både fra dansk og udenlandsk presse, bl.a.: ‘En guitarist med Blues i blodet’ ‘En ny europæisk blueskunstner af klasse’ ‘En CD, der skal stå i den akustiske blues-samling lige op ad de store – de helt store’

I  2008  udgav  han  cden  In  It  For  The  Ride,  som  vandt  prisen  Bedste Danske  Blues  Album  ved  Danish  Music  Awards.  Samme  år  modtog han prisen Årets Danske Blues Navn ved Copenhagen Blues Festival. På  de  to  nævnte  udgivelser  udforsker  Tim  Lothar  Blues’en,  men  han udfordrer  den  også  med  egne  stærke  sange,  og  dybt  personlige fortolkninger af de gamle bluesklassikere.

I efteråret 2012 udgives cden Stories, der med udelukkende selvskrevet materiale er et meget personligt album. Her vises for alvor en kunstner der har fundet sin helt personlige stil. På scenen er Tim Lothar en intens oplevelse. Hans evne til at blive ét med musikken, fulgt af en karismatisk stemme, fantastisk slide-guitar og betagende  sange,  har  gjort  ham  populær,  både  på  internationale festivalscener og små intimkoncerter.