De hedder Det hule Host og spiller folkemusik på torsdag den 14. november kl. 19 på bryghuset, og de kalder sig med rette danmarks ældste nulevende, aktive Folkemusik-Boy-Band.
Ifølge pressemeddelelsen havde folkemusikgruppen Det Hule Host 35 års jubilæum i foråret i år. Det Hule Host har trods en pæn gennemsnitsalder ingen planer om at stoppe.
Der spilles på instrumenter som: Tinwhistle, bas, harmonika, violin, guitar, rytmeinstrumenter, samt spanskrør til frembringelse af de ægte hule lyde.
Efter i mange år at have spillet til helaften-arrangementer: Dinermusik, underholdning og dansemusik, er det nu mere underholdning og den traditionelle folkemusik vi tilbyder. I de senere år har gruppen prøvet kræfter i udlandet, hvilket er gået udover uskyldige borgere i: Tyskland, Frankrig, Irland, Portugal og Kjellerup. Og altså bryghuset på torsdag.
Det Hule Host har en letflydende pen, hvilket har udmøntet sit i et utal af forskellige vers, over 2900 – skrevet til forskellige lejligheder, og på en melodi, som ligger gruppen meget på sinde: Kom og kys mig…
Gruppens medlemmer er:
Niels Overby, sang, tinwhistle, violin og harmonika. Niels Blauenfeldt, sang og rytmeinstrumenter. Peter Bjerrum, sang, guitar og 3 dårlige vittigheder pr. aften. Kurt Overby, Sang og bas. Henning Jørgensen, sang, gruppens formand og kapelmester.
Som sædvanlig er der gratis entré, adgang for alle – og masser af ordentligt øl.