Bryghuset holder åbent for Venstres valgbus

På fredag den 5. november kommer Venstres kampagnebus forbi Bøllingsø Bryghus. Med i bussen er blandt andre tidligere videnskabsminister Helge Sander og borgmester i Ikast-Brand Kommune, Carsten Kissmeyer.

Formand for Bøllingsø Bryghus, Claus Thorhauge, byder på en smagsprøve fra bryggeriet og fortæller om etableringen og driften af bryggeriet – det eneste mikrobryggeri i Ikast-Brande Kommune. Bryghuset har blandt andet fået støtte fra landdistriktspuljen – også kaldet LAG-midlerne, som Ikast-Brande Kommune administrerer.

Venstres kampagnebus er en traditionel, engelsk dobbeltdækker, der på rundturen blandt andet besøger Ikast Gymnasium, Kelsens Småkager i Nr. Snede og vejbyggeriet i Brande. Efter besøget på Bøllingsø Bryghus fortsætter bussen til motorvejsbyggeriet ved Hørbylunde.

Venstres besøg på bryggeriet begynder kl. 11.45 fredag den 5. november og forventes at vare tre kvarter. Alle interessede er velkomne til at kigge forbi, få en smagsprøve, høre om bryggeriet og få en snak med Venstrefolkene.