Bryg nummer 100 – en solid stout på 9,3 procent

Vi er  både stolte og glade for at præsentere bryg nummer 100 fra Bøllingsø Bryghus.  Denne gang gav vi brygmesteren 100 procent frie hænder, og det har han i den grad benyttet  sig af.

På Bøllingsø Bryghus plejer vi at sige, at vi er opstået på trods, vi byder på trods og vi brygger på trods. Sådan må det være, når man etablerer mikrobryggeri midt under finanskrisen i 2008 og 2009, og
andre mikrobryggerier lukkede på stribe.

Derfor er vi specielt stolte af, at vi nu er klar med bryg nummer 100, siden der for præcis to år siden – i september 2009 – første gang kom malt i karret på den gamle kro i Engesvang. Ikke bare over øllet, men også over, at vi er i live og i god vækst. Når det gælder øllet, har vi givet brygmester Martin Schau helt frie hænder, og han har taget os på ordet.

– Jeg har brygget en såkaldt imperial stout. En god, stærk og mørk øl brygget efter princippet, om hvor meget malt jeg kunne mase ned i mæskekarret, når der samtidig også skulle være lidt plads til vand,
forklarer den diplomuddannede brygmester på Bøllingsø Bryghus, der kalder bryg nummer hundrede for “en kulsort sødmefyldt øl med god afstemt bitterhed.”

– Det kan jeg skrive under på. Det er ikke en bælleøl, det er en oplevelse. Jeg smagte den for nogle uger siden til min søndagsfrokost. Og så måtte jeg også hen og have en lur på sofaen bagefter, siger formand for bryghuset, Claus Thorhauge.

Jubilæumsøllet er en rigtig “gemmeøl”. Den har så høj alkoholprocent, så man faktisk kan grave den ned i haven og lagre den nogle år for at få en større oplevelse ud af øllet, når man om nogle år
graver den op igen.

Der er kun produceret 727 flasker med Bryg #100, og den kommer ikke i handlen hos forhandlere. Den kan nydes og købes i bryghusets bar fra fredag den 16. september – og så længe lager haves.