Danmarks Dyreste Juletræ

Er du blandt de travle, der endnu ikke har nået at skove sit eget juletræ, så er hjælpen på vej.

På søndag den 21. december fra kl. 11 til 14 sælger Bøllingsø Bryghus juletræer til fordel for det kommende mikrobryggeri i den gamle kro i Engesvang. Juletræerne er af fineste ædelgran, og de bringes endda til døren af initiativtagerne til Bøllingsø Bryghus – i hvert fald hvis man bor i Engesvang eller opland. Prisen for de fine træer er små tusind kroner – til gengæld følger der så også en aktie i det kommende aktieselskab med i købet. Værdi 1.000 kroner.

“Det er ikke fordi, sidste-dags-hellige der lige skal have skaffet sig et hurtigt juletræ, er mere velkomne end alle andre interesserede aktionærer. Alle er faktisk velkommen til at komme og købe en aktie, få et glas glögg og en julehilsen med hjem. Med eller uden juletræ,” siger direktør for projektet bag Bøllingsø Bryghus, Tom Pedersen og skynder sig at beklage, at han desværre ikke kan byde på det gode øl, der fik mange til at tegne en aktie til introduktionsmødet på kroen først i november.

“Vi har ikke fået brygget en ny forsyning endnu. Vi skal jo låne bryggerikapacitet ude i byen, men jeg kan love at den er klar til vores næste intromøde i januar. Der er rigtig mange øl-arrangementer lige nu, og det er der jo fordi vi har god vind i sejlene lige nu, og det skal udnyttes til at få tegnet de sidste aktier, så vi kan etablere det aktieselskab, der skal stå bag bryggeriet,” siger Tom Pedersen med henvisning til, at Bøllingsø Bryghus netop har modtaget kontant støtte på 300.000 fra Ikast-Brande Kommunes LAG-pulje.

“Derfor satser vi på at gøre det til en folkesag i Engesvang om omegn at købe en aktie og dermed engagere sig at få liv i den gamle kro, der har stået tom midt i byen alt for længe,” siger Tom Pedersen og tilføjer:

“Mangler du ikke et juletræ.”

Indskuddet er sikret

Der har været en del spørgsmål om, hvad der sker med de penge, som kommende aktionærer sætter ind på vores konto i sparekassen. Er pengene så spildt, hvis aktieselskabet mod forventning ikke bliver etableret? Svaret er et klart nej. Alle penge, der bliver sat ind for at købe aktier i det kommende Bøllingsø Bryghus A/S, bliver sat ind på en spærret konto i Jyske Sparekasse. Udelukkende til etablering af aktieselskabet.

Skulle det meget mod forventning ikke lykkes at etablere aktieselskabet, så får indskyderne alle deres penge tilbage.

300.000 kroner i støtte fra kommunen og EU

Pressemeddelelse udsendt mandag morgen 15.12.2008

Realiseringen af et mikrobryggeri i den gamle kro i Engesvang rykkede i denne uge et skridt nærmere, da Landdistriktsgruppen, LAG, Ikast-Brande har valgt at støtte Bøllingsø Bryghus med 300.000 kroner.
LAG Ikast-Brande er en forening, som vil drive udviklingen af landdistrikterne i bredt samspil med lokalsamfundet, og er dels støttet af Fødevare-ministeriet, EU og Ikast-Brande Kommune.
“Vi er meget glade for den kontante og massive opbakning som kommunen og lokalsamfundet yder os med det kontante bidrag,” siger direktør i Bøllings Bryghus Tom Pedersen og tilføjer i sammen åndedrag:
“Med det signal burde den fejlagtige overskrift i sidste uge i Midtjyllands Avis, hvor der stod, at bryghuset er presset være manet i jorden. Projektet er i fuldt vigør og vi arbejder målrettet frem mod at få solgt folkeaktier nok, så vi allerede i løbet af de kommende måneder kan etablere det aktieselskab, der skal stå bag bryggeriet,” siger Tom Pedersen og understreger, at i samme øjeblik aktieselskabet er etableret, så går det meget hurtigt med at bestille brygge-anlægget og få det monteret i det gamle køkken på Engesvang Kro. Målet er en aktiekapital på en halv million kroner, sammen med initiativtagernes indskud og støtten fra LAG-puljen er realiseringen af bryggeriet absolut mulig.
“Der mangler kun nogle få forberedelser, før anlægget kan monteres, og det bryggeri vi har kig i Tyskland, kan leveres allerede få uger efter, vi har trykket på startknappen,” siger Tom Pedersen.

Støtten fra LAG Ikast-Brande skal nu formelt godkendes af Fødevareministeriet, der administrerer EU-andelen af pengene. Det tager et par måneder og anses for en formalitet.

“Vi vil udnytte de par måneder til at intensivere aktietegningen, så vi forhåbentlig kan være klar med de første bryg i løbet af foråret,” håber Tom Pedersen med henvisning til, at allerede på søndag den 21.
december fra klokken 11 til 14 sælger bryggeriet aktier og juletræer fra pladsen foran Engesvang Kro.
“Vi håber, at rigtig mange vil kigge forbi og få en snak om bryggeri-planerne og købe en aktie – og ønske hinanden glædelig jul over en kop glögg. Desværre har vi ikke mulighed for at byde på mere øl, før det næste bryg er klar til aktiemødet i slutningen af januar,” beklager Tom Pedersen, der gerne vil have aktiveret endnu flere lokale i arbejdet på at etablere et bryghus i Ikast-Brande Kommune.
“Skulle der være nogen, der ligesom vi er optaget af tanken om et bryghus og har lyst til at give en hånd, så kig meget gerne forbi og få en stabel tegningsblanket til at dele ud blandt venner og familie.
Vi har brug for alle de aktive ambassadører, vi kan få,” siger Tom Pedersen, de i øvrigt opfordrer alle til at kigge forbi bryggeriets hjemmeside på www.boellingsoebryghus.dk og følge, hvordan projektet skrider frem. Her kan man endda indtaste sin mailadresse, så får man automatisk et nyhedsbrev, hver gang der er nyt i projektet

Presset er bryggeriet ikke

I dag skriver Midtjyllands Avis, at Bøllingsø Bryghus er presset. Det er ikke helt korrekt. Vi arbejder frem efter planen – og planen er ikke at blive presset. Derfor vil vi have aktieselskabet bag bryggeriet etableret, før vi bestiller et bryggerianlæg til kroen. For at få cementeret den lokale opbakning og for at have et solidt, økonomisk grundlag under bryghuset, inden vi går i gang.

Og det skriver Midtjyllands Avis heldigvis også nede i selve artiklen. Nu gælder det om at få solgt nogle aktier, og det flytter sig heldigvis hver dag.

Vi skal have turbo på salget af de sidste aktier

Selv om mange tegnede aktier på bryggeriets første introduktionsfrokost på Engesvang Kro for godt en måned siden, har aktietegningen desværre stået stille siden. Og det er nødvendigt at tegne minimum 300 aktier af 1.000 kroner hver, før det er muligt at etablere det aktieselskab, der skal stå bag bryggeriet.

Allerhelst skulle vi gerne sælge 500 aktier, så vi foruden vores indskud på 200.000 kroner har en halv million kroner at etablere bryggeriet for.

Faktisk mangler der ikke andet end lidt finish, før vi er klar med lokalerne, og så kan bryggeriudstyret bare sættes ind og monteres. Men vi tør altså ikke skrive under på bestillingen af anlægget, før vi har aktieselskabet i ryggen. Selvfølgelig for at være sikker på, at vi kan betale for anlægget, men i lige så høj grad for at være helt sikre på, at den lokale opbakning, som vi kunne mærke på mødet den 8.november, virkelig er reel.

Vi vil nu tage på rundtur til byens og egnens erhvervsvirksomheder for at tilbyde medarbejdere, ledelse, personaleforeninger og virksomhederne selv mulighed for at tegne en aktie i det kommende mikrobryggeri.

Vi håber, at både medarbejdere og erhvervsliv støtter op om ideen og vi er meget åben overfor til gengæld at lave fælles arrangementer med virksomhederne, når bryggeriet er etableret.

Hvad med at glæde konen, manden, elskeren, elskerinden, den voksne datter eller søn med en både fornøjelig og nyttig gave – giv en aktie i Bøllingsø Bryghus. Læs her, hvordan aktieselskabet skal oprettes eller hent hurtigt tegningsblanketten her.
Tegningsblanketter kan sendes til bryggeriet eller afleveres på Pårup Kro, Flügger i Bording eller i Jyske Sparekasse.

Nyt medlem

De fire initiativtagere til Bøllingsø Bryghus er blevet til fem. Journalist Claus Thorhauge fra Engesvang, der blev introduceret til projektet, fordi han blev bedt om at hjælpe med at skrive en projektbeskrivelse til bryghuset, har valgt at købe en andel i det anpartsselskab, der står bag bryggeri-projektet.

“Nu har jeg fulgt med fra sidelinjen i nogle måneder, og det her er simpelthen så spændende, at jeg selv er nødt til at være aktivt med,” siger Claus Thorhauge, der på eget initiativ den sidste halvanden måned har etableret og opdateret hjemmesiden.

Dermed har anpartsselskabet fået en betydelig kapitaludvidelse, og de fem initiativtagere har fået suppleret kompetencerne med en kommunikationsmand.

Ligesom de øvrige fire initiativtagere er Claus Thorhauge selvstændig som freelancejournalist fra privatadressen i Engesvang. Læs mere på www.clausthorhauge.dk

Øl og sundhed

Bettina Bonde fra Engesvang havde dette indlæg i Midtjyllands Avis tirsdag den 11. november. Vi har fået lov at bringe det her:

Avisartikel af Bettina Bonde fra Midtjyllands Avis

Bøllingsø Bryghus har netop haft sin første åbningsdag i Engesvang. Et spændende initiativ, hvor der sættes liv i den gamle kro i byen. På åbningsdagen var der smagsprøver af bl.a. ”Tollundmanden” og ”Mosebryg”. Spændende navne, som nok vil blive husket – ikke mindst da de begge rummer en masse lokalhistorie.Ja, og ikke mindst ”Mosebryg” må jo blive et hit i Moselund!
Mange andre små bryghus er dukket op igennem de seneste år, og bare her i Midtjylland findes der ca. 20 bryggerier. Der findes bl.a. også bryghuse i Kragelund og Virklund som nogle af de nærmeste. Det, der kendetegner de fleste af disse, er , at de er beliggende ude på landet, og at de skaber et vist ejerskab blandt lokalbefolkningen med f. eks. Folkeaktier.
Bøllingsø Bryghus havde allerede fået tegnet 105 aktier på åbningsdagen, så det er ikke interesse og opbakning, der mangler. Men der er også startet en ny øl-kultur, hvor man kan købe øl i alle mulige smagsregninger og sorter. Øl er blevet mindst ligeså spændende, som at interessere sig for vin.
Alle disse små bryghuse er gavnlige for landdistrikts-udviklingen, da der er behov for lidt nytænkning for at skabe nye erhverv og for at skabe flere aktiviteter i i landområderne. Ved som f.eks. her at blande kunst, musik og øl på den rigtige måde – kan der skabes nye traditioner i landsbyerne.
Det er med øl som med vin, at i de rigtige mængder, så er det rigtig dejligt at omgive sig med. Ja, man kan nærmest tale om, at ens livskvalitet og dermed måske også sundhed øges? Ikast-Brande Kommune har netop en storstilet sundhedskampagne, og blandt disse elementer indgår også livskvalitet. For at have det godt er det vigtigt at føle, at ens liv er værdifuldtd, ellers kan nok så meget sundhed være ligegyldigt. Omvendt kan for meget øl og vin bestemt også gøre ens liv ”sygt” og dermed være sundhedsskadeligt. Balancen er ofte uhyre hårfin.
Jeg vil alligevel glæde mig til at kigge ind på Bøllingsø Bryghus, når de næste gang ”jazz’er” og væder ganen i lokalhistorie.

Mosekonen overtager Mosebrygget

Grauballe Bryghus har skrevet til os og gjort opmærksom på, at de har registreret rettighederne til navnet Mosebryg. Derfor må der ikke være to øl, der hedder det samme.
Vi har derfor med øjeblikkelig virkning omdøbt vores øl til Mosekonen. Vi kan garantere jer, at indholdet og smagen er den samme, og vi håber snart at være klar med endnu en brygning af den gamle-nye øl, Mosekonen.