Øl og sundhed

Bettina Bonde fra Engesvang havde dette indlæg i Midtjyllands Avis tirsdag den 11. november. Vi har fået lov at bringe det her:

Avisartikel af Bettina Bonde fra Midtjyllands Avis

Bøllingsø Bryghus har netop haft sin første åbningsdag i Engesvang. Et spændende initiativ, hvor der sættes liv i den gamle kro i byen. På åbningsdagen var der smagsprøver af bl.a. ”Tollundmanden” og ”Mosebryg”. Spændende navne, som nok vil blive husket – ikke mindst da de begge rummer en masse lokalhistorie.Ja, og ikke mindst ”Mosebryg” må jo blive et hit i Moselund!
Mange andre små bryghus er dukket op igennem de seneste år, og bare her i Midtjylland findes der ca. 20 bryggerier. Der findes bl.a. også bryghuse i Kragelund og Virklund som nogle af de nærmeste. Det, der kendetegner de fleste af disse, er , at de er beliggende ude på landet, og at de skaber et vist ejerskab blandt lokalbefolkningen med f. eks. Folkeaktier.
Bøllingsø Bryghus havde allerede fået tegnet 105 aktier på åbningsdagen, så det er ikke interesse og opbakning, der mangler. Men der er også startet en ny øl-kultur, hvor man kan købe øl i alle mulige smagsregninger og sorter. Øl er blevet mindst ligeså spændende, som at interessere sig for vin.
Alle disse små bryghuse er gavnlige for landdistrikts-udviklingen, da der er behov for lidt nytænkning for at skabe nye erhverv og for at skabe flere aktiviteter i i landområderne. Ved som f.eks. her at blande kunst, musik og øl på den rigtige måde – kan der skabes nye traditioner i landsbyerne.
Det er med øl som med vin, at i de rigtige mængder, så er det rigtig dejligt at omgive sig med. Ja, man kan nærmest tale om, at ens livskvalitet og dermed måske også sundhed øges? Ikast-Brande Kommune har netop en storstilet sundhedskampagne, og blandt disse elementer indgår også livskvalitet. For at have det godt er det vigtigt at føle, at ens liv er værdifuldtd, ellers kan nok så meget sundhed være ligegyldigt. Omvendt kan for meget øl og vin bestemt også gøre ens liv ”sygt” og dermed være sundhedsskadeligt. Balancen er ofte uhyre hårfin.
Jeg vil alligevel glæde mig til at kigge ind på Bøllingsø Bryghus, når de næste gang ”jazz’er” og væder ganen i lokalhistorie.