Tollundmanden

Tollundmanden fra Bøllingsø Bryghus
Sidst på eftermiddagen den 8. maj 1950 gjorde to mænd et skræmmende fund et par kilometer øst for Engesvang i den sydlige udkant af det, der nu er Bøllingsø. De var i færd med at grave tørv til brændsel op af den gamle mose, da spaden huggede ind i et lig af et menneske. De var sikre på, at der var sket en forbrydelse og ringede til politiet.

Men hvis der var sket noget kriminelt, kan man roligt sige, at sagen er forældet. Tollundmanden, som han blev døbt, levede fra cirka år 375 til 210 før vores tidsregning – og er derfor flere hundrede år ældre end Jesus. Syreindholdet i mosen har bevaret den gamle mand, der har været begravet i mere end 2.200 år. Det er også mosen, der har givet ham den rødligt-brune farve – lidt ligesom øllen her.

Tollundmanden er fra den tidlige jernalder og er verdens bedst bevarede moselig. Man kan tydeligt se hans kortklippede frisure, daggamle skægstubbe og det fredfyldte smil om hans mund – det ser ud, som om han sover. Bortset fra en skindhue og en rem om livet, var Tollundmanden nøgen. Selv hans kønsorganer er velbevarede.

Det knap to meter lange, flettede reb af skind, der var bundet stramt rundt om hans hals findes også i dag. Tollundmanden blev kvalt eller ligefrem hængt, men det er ikke sikkert, at det var en forbrydelse. Måske lod han sig frivilligt ofre til den tids guder for at sikre en god høst til de efterladte. Det kan i hvert fald forklare det rolige ansigtsudtryk, den lukkede mund og de lukkede øjne. På den tid brændte man de døde, Tollundmanden er omhyggeligt begravet.

Og mosen tog endnu et offer i bytte, da liget en forårsdag i 1950 blev båret fra mosen og op til stationen i Engesvang for at blive kørt til Nationalmuseet i København. En af bærerne døde af et hjerteslag under anstrengelserne.

Tollundmanden sover videre på Silkeborg Museum. Læs mere om ham på www.tollundmanden.dk

Tollundmanden er en typisk engelsk bitter-øl (ESB, English Strong Bitter) i en mørk rødlig farve. Bryggeren kalder smagen lidt ala de kendte Classic-øl – bare bedre. Tollundmanden er brygget på pale ale malt med caramounich-malt (karamelmalt), Torget-humle og engelsk ale-gær.