Bestyrelsen har gennem flere måneder arbejdet med at finde frem til en fælles vision, værdier og arbejdsmål for Bøllingsø Bryghus – blandt andet i samarbejde med konsulent Bent Nicolajsen, der har en metode til 1. vision, 2. værdier og 3. mål.
Det var en stor glæde at konstatere, at deltagerne på Bent Nicolajsens workshop på bryghuset den 8. oktober var meget enige om, hvad bryghuset står for. Der var cirka 25 deltagere til workshoppen, der foruden bestyrelsen talte en lang række frivillige.
På et efterfølgende bestyrelsesmøde blev visioner og værdierne pudset af, så vi nu alle ved, hvad der er den fælles vision for bryghuset – og hvilke værdier, vi står for.
Visionen for Bøllingsø Bryghus er:
Bøllingsø Bryghus er et mikrobryggeri drevet på et forretningsmæssigt grundlag samt et lokalt samlingspunkt om godt håndværksbrygget øl baseret på frivilligt engagement.
Værdierne for Bøllingsø Bryghus er:
- Vi brygger godt håndbygget øl
- Vi er båret af det frivillige engagement
På bestyrelsesmødet den 19. november besluttede bestyrelsen i øvrigt at arbejde for at nå følgende mål:
- Vi skal afvikle alle driftskreditter samt mellemværendet med Engesvang Kro ApS inden udgangen af 2014. Det betyder produktion på nuværende niveau.
- Vi skal skabe en velfungerende og klar organisation inden næste generalforsamling.
- Vi skal have opfølgning på realiseret ift. budget hvert kvartal – og løbende økonomi- og budgetstyring.