Som det ofte går med gamle huse, så dukker der altid endnu flere overraskelser op undervejs, når man begynder at renovere på det. Krostuen på den gamle Engesvang Kro er ikke nogen undtagelse.
Vi har brudt hul i etageadskillelsen op til lejligheden ovenover, og det ser rigtig lovende ud. Det bliver dobbelt så stor krostue, men stadig med den gamle hygge. Håber vi.
Vi har også brudt væggen ned ind til det lille rum, hvor den gamle bar lå. Det er planen, at bygge en ny og større bar der, hvor muren var.
Den gamle skorsten midt i krostuen er også brudt ned – med nye huller i loft og gulv til følge. Netop der planlægger vi et vindue eller to fra krostuen ind til bryggeriudstyret.
Og så var det lige, at vi i denne uge fandt ud af, at vi også brækker det gamle gulv op og erstatter den utætte krybekælder med ordentlig isolering, gulvvarme og klinker. Det er det allerældste af den eksisterende kro, som vi har fået fat i, og som bestemt trænger til en kærlig hånd. Men det blev lige lidt mere, end vi lige havde planlagt.
Og måske også i overkanten af budgettet.
Derfor er det stadig vigtigt for os at sælge de sidste aktier, så hvis du kan hjælpe os med finansiering på denne måde, så er al hjælp velkommen.
Vi håber at være færdig med ombygningen i løbet af marts. Men vi lover ikke noget – sådan er det med gamle huse.
OPDATERING 22.1.2012 – så er gulvet væk