Mange spørger til, hvor man kan købe Bøllingsø-øl,. Hidtil har vi kun kunnet henvise til de cirka 25 forhandlere i Midtjylland, som vi selv har skaffet. Og som vi selv kan overkomme.
Vi mangler blandt andet forhandlere inde i Silkeborg.
Derfor er vi rigtig glade for at fortælle om vores nye samarbejde med Huset Andersen i Herning. Huset Andersen er specialiseret i at distribuere specielle artikler som te, marmelade, saft og så videre til specialiserede butikker som vinhandlere, blomsterforretninger og delikatesseforretninger over hele landet.
Lige den type butikker, hvor vi også gerne vil være med vores øl.
Huset Andersen havde smagsprøver på Bøllingsø øl med på Formland-messen i Herning den 20.-22. august, og mange af de Husets 200 forhandlere over hele landet meldte om interesse for vores øl.
De første øl er på vej til Aalborg og Sjælland. Når vi har lidt mere overblik, vil vi skrive de nye butikker på vores forhandlerliste her på siden.