Mindst 4 spiller igen på bryghuset. Folkemusikgruppen stammer oprindelig fra Aalborgområdet. Oprindelsen fortoner sig helt tilbage til 1981, hvor nogle deltagere i et musikkursus fandt sammen.
Orkestrets grundstamme er stadig intakt, men i dag er der kun tre bosiddende i Aalborgområdet, mens de sidste to bor i Silkeborg. I begyndelsen var repertoiret fortrinsvis dansk spillemandsmusik, men i dag spiller Mindst 4 folkemusik i bred forstand.
Orkestret er ligefrem blevet kendt for sit alsidige repertoire, hvor traditionelle skotske og irske sange og melodier veksler med nye svenske folkesange, gamle danske og svenske folkemelodier og meget andet.
Gruppens oprindelse i spillemandstraditionen samt tilløb af en svensk violinist er årsagen til, at orkestret har en særlig nordisk klang, der skinner gennem i mange numre.
Gruppen lægger vægt på tæt og varieret sammenspil, hvor der både er plads til fine nuancer og fuld musik ud over scenekanten.
Gratis entré – og godt øl i haner og flasker.