Giver 1 krone for hver solgt øl til Kulturprojekt Vandskel
Bøllingsø Bryghus løftede ikke alene sløret for den helt nye sommerøl ”Vandskel”, da den i fredags blev lanceret.
Formand Claus Thorhauge lovede også at støtte kulturprojekt Vandskel økonomisk.
– Efter to år, hvor vi har koncentreret os om at starte bryghuset op og brygge øl, er vi glad for at kunne gøre noget udadvendt, og det var jo naturligt at det blev til et samarbejde med kulturprojekt Vandskel, der jo også tager udgangspunkt i Bølling Sø, sagde han.
Derfor har bryghuset besluttet at give en krone for hver af de solgte Vandskels-øl.
God stemning
Præsentationen af den nye øl fandt sted i forbindelse med et af husets fredags-arrangementer, og Claus Thorhauge var glad for at se, at så mange igen var mødt op til trods for dårligt vejr og VM-fodbold.
De fremmødte kunne udover at smage på både nye og kendte øltyper også opleve helt ny og lidt kendt musik.
Kulturprojektet gav nemlig også smagsprøver på et par sange fra friluftsmusicalen ”Hvor vandene skiller”, der spilles ved Bølling Sø til august.
Karina Nielsen og John Nissen gav et par eksempler på de sange, der er med i stykket. Som et bonusnummer sang John Nissen også en munter drikkevise fra et tidligere lokalt projekt, slagfærdigt akkompagneret af Stig Skovbo.
Godt samarbejde
Formand for Kulturprojekt Vandskel, Niels Blauenfeldt takkede også for bryghusets initiativ og glædede sig over, at det er muligt at samarbejde godt hen over søen.
– Nu håber vi så, at vi også kan gøre gengæld for opbakningen, sagde han.
Det er da heller ikke kun i dette regi, at der er samarbejde mellem meget forskellige partnere.
Når forestillingerne til sin tid skal løbe af stablen, vil de to lokale bryghuse fra Engesvang og Kragelund nemlig stå side ved side og sørge for, at der er lokal øl i tappehanerne.
Fotos: Steen Ancher – soundslide: Hans Jørgen Hansen.