Julebryg den 7. oktober – og jazz

Vi ved godt, at vi er i god tid, når vi allerede torsdag den 7. oktober er klar med årets julebryg. Men der skal jo også være god tid til at nyde en enkelt eller to af de særlige juleøl.

Årets julebryg er en belgisk dubbel på 6,5 procent med en særlig maltsødme og maltfylde, som bryggeren udtrykker det. Han er selv meget tilfreds med årets julebryg og over ligefrem, at den bliver betydeligt bedre end sidste år.

Julebryggen er lavet på hele fem forskellige malttyper – heraf fire sødlige karamelmalt.

Vi lancerer julebryggen torsdag den 7. oktober kl. 19. Naturligvis til ledsagelse af jazz-musik fra vores husorkester, Hot and Sweet, der sikkert igen spiller deres nye hit: Bøllingsø Bryghus Blues.

Samarbejde med distributør

Mange spørger til, hvor man kan købe Bøllingsø-øl,. Hidtil har vi kun kunnet henvise til de cirka 25 forhandlere i Midtjylland, som vi selv har skaffet. Og som vi selv kan overkomme.

Vi mangler blandt andet forhandlere inde i Silkeborg.

Derfor er vi rigtig glade for at fortælle om vores nye samarbejde med Huset Andersen i Herning. Huset Andersen er specialiseret i at distribuere specielle artikler som te, marmelade, saft og så videre til specialiserede butikker som vinhandlere, blomsterforretninger og delikatesseforretninger over hele landet.

Lige den type butikker, hvor vi også gerne vil være med vores øl.

Huset Andersen havde smagsprøver på Bøllingsø øl med på Formland-messen i Herning den 20.-22. august, og mange af de Husets 200 forhandlere over hele landet meldte om interesse for vores øl.

De første øl er på vej til Aalborg og Sjælland. Når vi har lidt mere overblik, vil vi skrive de nye butikker på vores forhandlerliste her på siden.

Øl og jazz – hele efteråret

Succes’en med Hot and Sweet jazzband på bryghuset er til at tage og føle på, så vi er allerede klar til at åbne sæsonen med mere af samme slags.

Lørdag den 7. august åbner vi med et stand-in orkester på bryghuset. Vi arbejder på at finde ud af, hvad de hedder. Men jazz spiller de – fra kl. 11 til 14.

Og så kommer Hot and Sweet tilbage torsdag den 16. september og igen torsdag den 7. oktober. Begge gange åbner vi dørene kl. 19.

Og husk vi holder åbent hele sommeren hver fredag fra kl. 16 til 20. Det er ligesom Molstabellen: Åbent hver fredag kl. 16 til 20 – året rundt.

God sommer

Bryghuset holder åbent hele sommeren

Den nye bestyrelse har ombestemt os, så vi holder alligevel åbent hver fredag i hele sommerperioden. Vi holder simpelthen ikke sommerlukket, som tidligere annonceret.

I stedet holder vi en time længere åbent og rykker åbningstiden, så vi i stedet holder åbent fra kl. 16 til 20. Stadig hver fredag året rundt.

De nye åbningstider, kl. 16-20, gælder fra og med fredag den 2. juli.

Og vi tager hul på efterårssæsonen med et brag – et jazzbrag. Lørdag den 7. august kl. 10 inviterer vi til jazz. Skriv allerede nu datoen i kalenderen.

Bøllingsø Bryghus lettede på låget til den nye øl – Vandskel

Giver 1 krone for hver solgt øl til Kulturprojekt Vandskel

Bøllingsø Bryghus løftede ikke alene sløret for den helt nye sommerøl ”Vandskel”, da den i fredags blev lanceret.

Formand Claus Thorhauge lovede også at støtte kulturprojekt Vandskel økonomisk.

– Efter to år, hvor vi har koncentreret os om at starte bryghuset op og brygge øl, er vi glad for at kunne gøre noget udadvendt, og det var jo naturligt at det blev til et samarbejde med kulturprojekt Vandskel, der jo også tager udgangspunkt i Bølling Sø, sagde han.

Derfor har bryghuset besluttet at give en krone for hver af de solgte Vandskels-øl.

God stemning

Præsentationen af den nye øl fandt sted i forbindelse med et af husets fredags-arrangementer, og Claus Thorhauge var glad for at se, at så mange igen var mødt op til trods for dårligt vejr og VM-fodbold.

De fremmødte kunne udover at smage på både nye og kendte øltyper også opleve helt ny og lidt kendt musik.

Kulturprojektet gav nemlig også smagsprøver på et par sange fra friluftsmusicalen ”Hvor vandene skiller”, der spilles ved Bølling Sø til august.

Karina Nielsen og John Nissen gav et par eksempler på de sange, der er med i stykket. Som et bonusnummer sang John Nissen også en munter drikkevise fra et tidligere lokalt projekt, slagfærdigt akkompagneret af Stig Skovbo.

Godt samarbejde

Formand for Kulturprojekt Vandskel, Niels Blauenfeldt takkede også for bryghusets initiativ og glædede sig over, at det er muligt at samarbejde godt hen over søen.

– Nu håber vi så, at vi også kan gøre gengæld for opbakningen, sagde han.

Det er da heller ikke kun i dette regi, at der er samarbejde mellem meget forskellige partnere.

Når forestillingerne til sin tid skal løbe af stablen, vil de to lokale bryghuse fra Engesvang og Kragelund nemlig stå side ved side og sørge for, at der er lokal øl i tappehanerne.

Fotos: Steen Ancher – soundslide: Hans Jørgen Hansen.

Ny øl: Vandskel på flaske

I samarbejde med Kulturprojekt Vandskel lancerer vi fredag den 11. juni en ny special-øl. En lys sommer-øl.

Hvis sommerhygge kan hældes på flasker, så er det netop dét, som Bøllingsø Bryghus og Kulturprojekt Vandskel har gjort med den nye øl, der slet og ret hedder ”Vandskel”.

Det er to lokale og gode initiativer, der på denne måde støtter hinanden.

– Vi mener, kulturprojektet og vores øl er med til at skabe godt samvær i lokalområdet. Derfor valgte vi at producere en øl specielt til forestillingen ”Hvor vandene skiller”, siger Claus Thorhauge fra Bøllingsø Bryghus.

Det nye bryg præsenteres fredag 11. juni kl. 16. på Bøllingsø Bryghus,
Gl. Kongevej 24, Engesvang.

Alle er velkomne.

Det er brygmester Martin Schau, der står bag opskriften på “Vandskel”, Der er brygget på en amarillo-humle og altså en type i stil med lys amerikansk ale.
– Målet har været at brygge en let sommerøl, der bør nydes kold.

I kraft af, at det også er en let øl med en alkoholprocent på bare 4,4, er det også en øltype, som man kan nyde flere af.

Amarillo-humlen er tilsat sent i processen, hvilket betyder, at der ikke er en voldsom bitterhed. Humlen giver til gengæld både duft og smag af grape, lime eller citrus.

For at lave en øl, der havde ekstra meget med forestillingen, “Hvor vandene skiller” at gøre, blev det forsøgt at finde en helt bestemt urt, som indgår i stykkets handling, men da den er af en sjælden type, lykkedes det desværre ikke, fortæller Martin Schau.

Sommerlukket

Vi holder sommerferie i fredagsbutikken og fredagsbaren i ugerne 26, 27, 28, 29, 30 og 31.

Det betyder, at der er åbent sidste gang fredag den 25. juni, og vi åbner igen efter sommerferien fredag den 13. august.

Inden for brygger vi stadig på livet løs hele sommeren, det er vi nødt til for at følge med efterspørgslen.

God sommerferie.

Generalforsamling

80 aktionærer var mødt frem til den første ordinære generalforsamling i Bøllingsø Bryghus A/S torsdag den 22. maj 2010.

Spørgelysten, interessen, engagementet og opbakningen til bestyrelsen var tydelig. “Det er godt, det I gør.”

Også selv om regnskabet kun vidste et lille overskud, og det udelukkende på grund af LAG-tilskud. Men regnskabet var også svært at se på projektoren i det lyse lokale. Det er derfor vedlagt her.

Bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer blev alle tre godkendt. Forslagene handler om at ændre vedtægterne, så aktieselskabet kan søge spiritusbevilling, udvidelse af aktiekapitalen med yderligere 200.000 kroner i B-aktier samt nogle sproglige rettelser som følge af ny lovgivning.

Villy Christensen, Martin Eriksen, Jørn Andersen og Claus Thorhauge blev genvalgt til bestyrelsen.

Nyvalgt blev Hans-Jacob Petersen og Erik Rosenbeck. Bestyrelsen består nu på seks personer.

Efter generalforsamlingen spillede Hot and Sweet jazzband op til en festlig aften i bryggeriets cafe.

Her følger formand Claus Thorhauges beretning:

I går aftes satte jeg mig til rette ved computeren for at skrive denne beretning. Jeg knappede en øl op. Det blev Lyng-Else, hende kan jeg godt lide.

I morgen sætter brygmesteren, Martin Schau, næste bryg over. Det er Tollundmanden, og det er 30. gang bryggeren sætter vand over til øl på Bøllingsø Bryghus. Det er bryg nr. 30.

Begge dele er en god fornemmelse. Det er fortællingen om, hvor langt vi er nået, og hvor meget vi har opnået på det sidste år.

Og meget af det sjove – den virkelige drift – er sket de seneste fem måneder. I 2010.

Og det vil jeg meget hellere snakke om, end det jeg skal. Jeg vil allerhelst fortælle om de sidste fire-fem måneders drift af bryghuset siden nytår – og vores planer for fremtiden. Men regnskabet og generalforsamlingen handler ikke om 2010, den handler om sidste kalenderår, som også er vores regnskabsår.

Der står beretning 2009 øverst på papiret her, så jeg må hellere holde mig til at berette om 2009. Selv om 2009 egentlig bare var et langt og slidsomt forspil – og nu er vi kommet til det egentlige. Akten, brygningen, driften, fornøjelsen.

Men jeg er altså nødt til at gemme det interessante til sidst og i stedet begynde med historien bag.

Som det fremgår af regnskabet, er 2009 et etableringsår.

Den 11. juni sidste år stiftede vi aktieselskabet, som nu afholder sin første ordinære generalforsamling. Næste dag sendte vi straks en pose penge til Tyskland for forskud på det fem hektoliters bryggerianlæg, som vi havde udset os.

Det gik ikke som planlagt, sommerferien forsinkede produktionen af ståltankene, og der gik tre måneder, før en lastbil drejede ind på Fundervej med udstyret. Jeg skal spare jer for kvalerne og diskussionerne med leverandøren. Nøjes med at fortælle denne lille afsluttende anekdote fra den dag, hvor den danske lastbil skulle hente de sidste småting på selve leverandørens adresse i Berlin.

Fragtmanden havde banket og ringet på døren og prøvet alle telefonnumre – og ringet til os i Danmark for at få os til at kontakte dem. Til sidst havde han givet op og sat kursen mod Danmark. En halv time senere fik vi fat i folkene dernede og overtalt chaufføren til at vende om.

Hovedkontoret er kun administration. Alle tanke og alt det tunge udstyr var læsset på bilen fra fabriksadresser i Italien, Tyskland og Belgien. Uden problemer.

I Berlin var der kun en lille palle med et køleanlæg og nogle papkasser med småting. Men leverandøren havde ikke nogen truck og kunne ikke løfte pallen op på lastbilen. Tyskerne forklarede i telefonen, at vi havde fejlet ved at vælge en dansk fragtmand. Alle tyske fragtmænd kører rundt med deres egen truck bag på bilen.

Jeg forklarede på mit skoletyske, at måtte leje en truck – vi måtte dele udgiften. Eller køre rundt i kvarteret og låne en truck af en nabo. Men det kunne de ikke. Kontoret var en villa i et boligkvartet – ikke et industriområde. De ville foreslå, at vi sendte bilen retur og bestilte en tysk fragtmand.

I det andet rør fik jeg forklaret DSV’s folk, at de ikke måtte køre fra Berlin, før de havde fået tingene med. De var meget samarbejdsvillige og forstående. Og sagde at de nok skulle tage sig af det.

Jeg opgav den tyske leverandør. En halv time ringede DSV og fortalte, at de var på vej, og de sidste ting var i bilen.

Da chaufføren dagen efter kom til Engesvang – en cirkulær, flink polak med den rigtige langturschaufførs facon og med et tysk svarende til mit skoletyske – forklarede han, at han var blevet træt af palaveren og havde løftet pallen op i bilen. Med hænderne.

Det var det samarbejde. Cocktailen af tysk, regelret grundighed og dansk og polsk pragmatisme kom aldrig rigtigt til at spille.

En måneds tid senere kom den tyske leverandør herop for at lære vores daværende brygmester, Ken Thøgersen, at brygge øl på anlægget. Det var der heller ikke meget musik i.

Kort efter opgav Ken Thøgersen, og vi stod med et klart bryggeri, men uden brygmester. Han havde indset, at han ikke ville få tid til at passe sin egen forretning med salg af små håndbryggeranlæg og materialer til brygning for private, hvis han også skulle brygge øl i Engesvang.

Det var blevet efterår og koldt, og der gik et par dage i gusten krisestemning, hvor vi førte ansættelsessamtaler med mulige brygg          ere. Via Danske Ølentusiaster fik vi fat i Martin Schau fra Holstebro.

Det var fanme et held. Martin har i fire-fem år drevet Baggaardsbryggeriet, og det sidste år havde han taget diplomeksamen som brygger fra bryggerihøjskolen i Valby. Nogle få uger efter eksamen gik Baggaardsbryggeriet konkurs. Martin synes sådan set, det var en god ide at brygge øl for os – og det var gensidigt.

Lige siden har han brygget øl en gang om ugen i Engesvang. Stille, stabilt og uden at holde ferie. Martin er der bare. Det er vi glade for.

Og så kunne Martin svare os på mange af de andre spørgsmål, som vi gik og tumlede med. Hvordan er det lige med stregkoder på flaskerne, Hvordan virker Dansk Retursystem, hvordan indberetter vi punktafgifter til staten, hvorfor er fødevarekontrollen så besværlig, kender du et sted, hvor man kan købe gaveæsker, og hvor får vi renset fustager til fadøl, hvad er der galt med limen til etiketterne, og hvorfor krøller de så forbandet?

I løbet af oktober og november kom der facon på mange af de løse ender, og fredag den 11. december åbnede vi for første gang butikken og baren. Måske ikke lige den bedste dag at vælge fandens fødselsdag til formålet, på den anden side så var det også en værdig afslutning på alle forbandelserne.

Nu skulle øllet flyde, og det har det gjort siden.

Hver fredag mellem 15 og 18.

Og det regnskab, vi kommer til at se om lidt, bærer præg af, at vi har haft åbent for udsalg af øl tre gange. Masser af omkostninger og ganske få indtægter.

I februar fik vi sat system i et forhandlernet, der på nuværende tidspunkt omfatter mere end 20 steder, hvor man kan købe Bøllingsø-øl – foruden i vores egen butik.

Og vi fik etableret en abonnementsordning til aktionærer, så I kunne få nogle kontante procenter ud af jeres støtte. Den ordning lukker for øvrigt her med udgangen af maj, der var for få, der brugte den. Og for mange, der ikke bruger netbank, og derfor ikke kunne få gevinst af den.

I stedet arbejder vi på at etablere en rabatordning med ti procents rabat til alle aktionærer – både i butikken og baren. Vi mangler bare at finde en måde at få trykt nogle medlemskort. Så er der nogen af jer, der har adgang til en at få trykt plastikkort til fornuftige penge, så hører jeg meget gerne om det.

Dags dato har vi i 2010 solgt øl for 170.000 kroner. Ikke noget stort tal, men vi er stadig i en etableringsfase, og vi kan se, at øllet kan drikkes, og projektet kan bære.

Vi kan se, at afsætningen er stabil. Vi ved, at vi kan lave godt øl – og har fået styr på produktionen, lager og distribution.

Lokalerne har været en foræring og i virkeligheden en af årsagerne til, at vi fandt på at lave et mikrobryggeri. Men gaven varer ikke ved. Ejeren, FIF Invest ved Kaj Dalsgaard, vil ikke leje ud til os. Han vil sælge, og vi har ikke mulighed for at købe.

Som det ser ud nu, så bliver løsningen, at Nitoka A/S – Toms ejendomsselskab – køber ejendommen og lejer en del af lokalerne ud til bryggeriet. En anden del af lokalerne bliver lejet ud til anden side. Så det er formentlig sidste gang, at vi sidder samlet her i lokalet. Bryggeriet kan simpelthen ikke betale en husleje for hele ejendommen, og i bund og grund har vi heller ikke brug for det hele.

Vi skal nemlig ikke drive restaurantvirksomhed, vi skal brygge øl.

Alt det her kunne ikke have ladet sig gøre uden hjælp fra de mange frivillige, der har hjulpet os med at tappe øl, sætte etiketter på, stå i bar og butik, styre lageret og gøre rent.

Jeg har flere gange til aviser, tv og radio forklaret, at vi er et anderledes mikrobryggeri, der er drevet af frivillige aktivister. Undervejs er det gået op for mig, i hvor høj grad det også er sandt, det jeg har sagt til pressen.

Uden alle jer frivillige, var det aldrig gået. Og vi er også afhængige af jeres støtte i fremtiden. Og vi har brug for, at endnu flere rejser sig op og melder deres aktive støtte og arbejdskraft, hvis vi skal fortsætte.

Rengøringsholdet, tapperne, baren og butikken og til dels også etiketholdet har alle brug for friske kræfter for at fortsætte. Helt aktuelt har vi i særdeleshed brug for rengøringsfolk og en, der vil tage ansvaret for vagterne i baren og butikken.

Jeg stiller mig bagefter op i et hjørne, så kan I bare komme an. Eller ringe til mig bagefter – eller maile.

Det koster mange penge at lave håndbryggede øl, og vi har til stadighed brug for frivillig arbejdskraft, og det vil vi have i årene fremover, hvis det her skal køre rundt.

Gennem det sidste år – faktisk flere år – har Tom og jeg kørt parløb i en hektisk hverdag, hvor vi begge prøver at drive vores egne virksomheder ved siden af. Det er et skidegodt og effektivt samarbejde, hvor det ikke handler om, hvem der er formand, og hvem der kasserer. Vi er begge utålmodige, men har også respekt for det den, den anden gør. Vi skal bare have tingene gjort. Sådan er det for os begge.

Det er sjovt, og det er årsagen til, at meget af det kører. Vi prøver at være åbne, så andre kan komme ind og være aktive. Men det kan være svært, for det går hurtigt i vores verden.

 Bøllingsø Bryghus består af to selskaber, Engesvang Kro Aps og Bøllingsø Bryghus A/S. Anpartsselskabet består af os fem stiftere, der i årene forud for stiftelsen af selve aktieselskabet har brugt tid og penge på at markedsføre ideen, holde introduktionsmøder hvor vi hældte øl, sild, snaps, musik og gode ord på alle jer, der tegnede en B-aktie. Da aktieselskabet blev en realitet sidste år, skiftede anpartsselskabet navn fra Bøllingsø Bryghus AS til Engesvang Kro Aps, så der ikke opstod misforståelser.

En konstruktion med to virksomheder og to se-numre. Det er anpartsselskabet, der har søgt og fået de 300.000 kroner fra landdistriktspuljen – de såkaldte LAG-midler. Samtidig har anpartsselskabet etableret en kassekredit, som vi fem anpartshavere hæfter for. En kredit, som bryghuset trækker på, mens vi er i etableringsfasen.

Anpartsselskabet fortsætter med at eksistere, indtil vi har fået alle LAG-pengene i hus. Det har vi formentlig i løbet af eftersommeren. Derefter er det tanken, at de to selskaber fusioneres, så der kun er nærværende aktieselskab tilbage.

En overgang var det tanken, at kanalisere penge fra aktieselskabet tilbage til anpartsselskabet, og på den måde få betalt tilgodehavendet tilbage. Men det har endnu ikke været muligt at genere så meget overskud, at vi kan betale huslejen.

Derfor må vi konstatere, at aktieselskabet i praksis skylder det oparbejdede driftsunderskud for 2008 og 2009 frem til den 11. juni 2009 til Engesvang Kro ApS.

Det er et emne, som vi vil tage op på næste års generalforsamling. Her forventer vi at fusionere de to selskaber.

Tilbage til hverdagen, etableringen og driften.

Vi har for en måneds tid siden kastet os over etape to af etableringen af bryggeriet, som jeg nævnte i indledningen.

Det grundudstyr, vi har indkøbt, åbner ikke for rationel drift. Det er for dyrt at producere øl, som vi gør i dag. Først og fremmest udnytter vi ikke brygmesterens arbejdstimer godt nok. Han kan ikke producere øl nok, i den tid han arbejder her.

Flaskehalsen er primært flere og anderledes lagertanke. Produktionen er i dag baseret på to typer lagertanke, hvor første gæringsproces på en uges tid sker under kontrolleret køling – derefter flyttes øllet til simple tanke uden køleanlæg.

Det kræver en arbejdsproces, som vi sparer ved at købe en række lagertanke med indbygget køling.

Timelønnen koster penge i produktionen, og lønudgiften pr. produceret liter øl er alt for høj, kan vi konstatere. Den kan vi bringe markant ned ved at købe flere tanke – alle med køling. Vi har beregnet, at vi kan spare mere end en krone pr. øl i produktionspris, når vi får de nye tanke.

Og de er bestilt, depositummet er betalt, og produktionen er gået i gang. Denne gang i Kina, hvor vi kan få seks tanke billigere, end vi kan købe dem herhjemme.

Vi forventer, at de nye tanke er i drift efter sommerferien.

Udvidelsen af kapaciteten betyder, at trappen til førstesalen bliver fjernet og vi møblerer noget om, så der bliver plads til de nye tanke.

Samtidig skal vi have gjort lageret til tomme ølflasker, færdigvarelageret og et rum til råvarelager og kværning af malt færdig. Der ser meget anderledes ud her, når vi mødes næste år.

Siden generalforsamlingen sidste år har vi løbende solgt cirka 80 B-aktier. Mange er kommet med, da de kunne se, at det rent faktisk blev til noget. Vi har derfor stadig 75 aktier tilbage – til salg.

Alligevel foreslår vi i dag en vedtægtsændring, der forhøjer aktiekapitalen med et par hundrede tusinde mere. Årsagen er, at vi også vil være selvfinansierende på de investeringer, som vi er nødt til at gøre.

Aktieudvidelsen fungerer på den måde, at aktierne først bliver tegnet, når den er solgt. Vi skal ikke ud og købe egne aktier og have dem liggende, til de bliver solgt.

Jeg anbefaler derfor, at I stemmer for aktieudvidelsen, så vi også i fremtiden vil have plads og råd til at udvikle og effektivisere bryghuset. Jeg vil understrege, at aktieudvidelsen er til de mange nødvendige investeringer – driften hviler i sig selv.

Og jeg vil anbefale, at I hjælper os med at tegne endnu flere aktier. Vi har genindført lokkemaden med seks gode Bøllingsø-øl for hver aktie, I tegner. Nu kan vi også vifte kommende aktionærer med en solid rabat på øl – ti procent ved køb i vores egen butik. 

Vi er stadig på vej. Men vi er godt på vej.

Vi har to – måske tre – målsætninger for 2010: Den ene er at blive færdige med etape to af etableringen af bryggeriet. Den anden er at nå fornuftig og rationel drift.

Og så har jeg også en hemmelig og tredje dagsorden, og det er ikke sikkert, at vi når den i år. Men jeg vil godt afsløre den i denne lukkede kreds alligevel.

På sigt satser vi på at få omdøbt Fundervej til Humlevej.

Vedtægtsændringer til generalforsamling den 20. maj

I henhold til generalforsamlingens punkt 7 fremsættes der en række forslag til vedtægtsændringer (forslag til ændringer er skrevet med kursiv).

Vedtægtsændringsforslagenes fulde ordlyd er følgende:

Ad. dagsordenens punkt 7 A – indskrænkelse i aktiernes omsættelig (nødvendig for spiritusbevilling):

Bestyrelsen foreslår, at der i vedtægternes § 4, der i dag har følgende ordlyd

Selskabets aktiekapital udgør kr. 700.000,00. Aktiekapitalen består kr. 200.000,00 i A-aktiekapital opdelt i stykstørrelser på kr. 1.000,00 og af en B-aktiekapital kr. 500.000,00,00 opdelt i stykstørrelser på kr. 1.000,00 og multipla heraf.

Hele aktiekapitalen er fuldt kontant indbetalt til pari kurs.

Ingen aktionær skal være forpligtet til at lade deres aktier indløse. Som det fremgår af punkt 7 har A-aktierne en stemmeret, der er 5 gange B-aktiernes for tilsvarende beløb, idet ingen aktier derudover har særlige rettigheder.

Ved kapitalforhøjelse har aktionæren indenfor den eller de klasser hvor kapitaludvidelsen sker ret til forlods at tegne aktier indenfor egen klasse.

Aktierne skal lyde på navn, og selskabets aktier skal være ikke-omsætningspapirer.

Tilføjes følgende:

Ingen aktier kan udstedes eller overdrages til nogen der fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer.

Overdragelse af aktier kræver samtykke fra bestyrelsen.

Ad. dagsordenens punkt 7 B – bemyndigelse til bestyrelsen til udvide B-aktiekapitalen med fravigelse af fortegningsretten for nuværende B-aktionærer:

Bestyrelsen foreslår, at der i vedtægterne optages en bestemmelse hvorefter bestyrelsen bemyndiges til at udvide B-aktiekapitalen. Bestyrelsen foreslår derfor, at der indsættes en § 14 med følgende ordlyd:

Bestyrelsen bemyndiges til af en eller flere gange at forhøje selskabets nominelle aktiekapital af B-aktier med indtil kr. 200.000,00 således, at B-aktiekapitalen kan forhøjes til maximalt kr. 700.000,00 og den samlede aktiekapital til maximalt kr. 900.000,00.

Bemyndigelsen ophører den 20. maj 2015.

Kapitalforhøjelsen skal ske ved kontant indbetaling.

For de ny aktier skal der med hensyn til rettigheder, indløselighed og omsættelighed gælde de samme regler som for de øvrige aktier i same klasse.

Nye aktier giver ret til udbytte eller deltagelse i fondsaktieemission fra første regnskabsår efter tegningen.

Ingen nye aktionærer skal være forpligtet til at lade sine aktier indløse helt eller delvist.

Bestyrelsen bemyndiges til for hver enkelt forhøjelse af aktiekapitalen at bestemme, om forhøjelsen skal ske med eller uden fortegningsret for de eksisterende aktionærer.

Bestyrelsen kan foretage de ændringer af vedtægterne som er fornødne ved en udnyttelse af nærværende bemyndigelse, og som er en nødvendig følge af den eller de gennemførte kapitalforhøjelser herunder sletning af nærværende samtykke når bemyndigelsen er udnyttet fuldt ud eller fristen er udløbet.

Ad. dagsordenens punkt 7 C – Sproglig konsekvensændringer som følge af ny selskabslov:

Bestyrelsen foreslår følgende ændringer af vedtægterne som følge af vedtagelse af ny selskabslov.

§ 5’s nuværende ordlyd:

Selskabets aktier kan mortificeres uden dom efter de for ikke-omsætningspapirer til enhver tid gældende lovregler, jfr. aktieselskabslovens § 24 stk. 3.

Foreslås ændret til:

Selskabets aktier kan mortificeres uden dom i overensstemmelse med selskabslovens § 66 stk. 3.

Selskabets bestyrelse opretter en fortegnelse (ejerbog) over samtlige kapitalejere.

§ 7’s nuværende ordlyd:                                        

Selskabets generalforsamlinger afholdes i Engesvang.

Den ordinære generalforsamling afholdes efter bestyrelsens nærmere bestemmelse inden 5 måneder efter regnskabsårets udløb,

Generalforsamlinger – ordinære såvel som ekstraordinære – indkaldes ved annoncering i Ikast Avis og Midtjyllands Avis med mindst 3 ugers varsel. Hvis der forhandles forslag, hvis vedtagelse kræver særlig majoritet, skal dette fremhæves i indkaldelsen.

Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes efter beslutning truffet af generalforsamlingen, bestyrelsen eller revisor eller efter skriftlig anmodning til bestyrelsen fra aktionærer, der repræsenterer mindst 1/10 af den samlede aktiekapital.

Indkaldelse skal ske inden 14 dage herefter og med et varsel på 3 uger.

Forslag der ønskes behandlet på en generalforsamling må fremsættes ved skriftlig begæring herom til bestyrelsen inden 2 måneder efter regnskabsårets udløb.

Hver B-aktie på 1.000,- kr. pålydende har én stemme på generalforsamlinger. Hvert A-aktiebeløb på 1.000,- kr. pålydende har 5 stemmer – en A-aktie på kr. 1.000,- pålydende har således 5 stemmer.

Hver A- og B-aktie på 1.000,- kr. pålydende giver ret til at møde på generalforsamlinger for én person. I begge tilfælde kan der mødes ved en fuldmægtig, men i så fald i stedet for en aktionær. Fuldmægtigen skal være i besiddelse af en skriftlig fuldmagt for gyldigt at kunne møde og stemme.

Det er endvidere en betingelse for møde- og stemmeret på generalforsamlinger, at vedkommende aktionær eller fuldmægtig har anmeldt sin deltagelse til bestyrelsen senest 5 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Foreslås ændret til:

Selskabets generalforsamlinger afholdes i Engesvang.

Den ordinære generalforsamling afholdes efter bestyrelsens nærmere bestemmelse inden 5 måneder efter regnskabsårets udløb,

Generalforsamlinger – ordinære såvel som ekstraordinære – indkaldes ved annoncering i Ikast Avis og Midtjyllands Avis med mindst 3 ugers varsel. Hvis der forhandles forslag, hvis vedtagelse kræver særlig majoritet, skal dette fremhæves i indkaldelsen.

Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes efter beslutning truffet af generalforsamlingen, bestyrelsen eller revisor eller efter skriftlig anmodning til bestyrelsen fra aktionærer, der repræsenterer mindst 5% af den samlede aktiekapital.

Indkaldelse skal ske inden 14 dage herefter og med et varsel på 3 uger.

Emner som en aktionær ønsker behandlet på generalforsamlingen skal fremsendes skriftligt overfor bestyrelsen senest 6 uger før generalforsamlingen skal afholdes. Modtager et aktieselskab kravet end 6 uger før generalforsamlingens afholdelse, afgør bestyrelsen, om kravet er fremsat i så god tid, at emnet kan optages på dagsordenen.

Hver B-aktie på 1.000,- kr. pålydende har én stemme på generalforsamlinger. Hvert A-aktiebeløb på 1.000,- kr. pålydende har 5 stemmer – en A-aktie på kr. 1.000,- pålydende har således 5 stemmer.

Hver A- og B-aktie på 1.000,- kr. pålydende giver ret til at møde på generalforsamlinger for én person. I begge tilfælde kan der mødes ved en fuldmægtig, men i så fald i stedet for en aktionær. Fuldmægtigen skal være i besiddelse af en skriftlig fuldmagt for gyldigt at kunne møde og stemme.

Det er endvidere en betingelse for møde- og stemmeret på generalforsamlinger, at vedkommende aktionær eller fuldmægtig har anmeldt sin deltagelse til bestyrelsen senest 3 dage før generalforsamlingens afholdelse.