Pressemeddelelse udsendt mandag morgen 15.12.2008
Realiseringen af et mikrobryggeri i den gamle kro i Engesvang rykkede i denne uge et skridt nærmere, da Landdistriktsgruppen, LAG, Ikast-Brande har valgt at støtte Bøllingsø Bryghus med 300.000 kroner.
LAG Ikast-Brande er en forening, som vil drive udviklingen af landdistrikterne i bredt samspil med lokalsamfundet, og er dels støttet af Fødevare-ministeriet, EU og Ikast-Brande Kommune.
“Vi er meget glade for den kontante og massive opbakning som kommunen og lokalsamfundet yder os med det kontante bidrag,” siger direktør i Bøllings Bryghus Tom Pedersen og tilføjer i sammen åndedrag:
“Med det signal burde den fejlagtige overskrift i sidste uge i Midtjyllands Avis, hvor der stod, at bryghuset er presset være manet i jorden. Projektet er i fuldt vigør og vi arbejder målrettet frem mod at få solgt folkeaktier nok, så vi allerede i løbet af de kommende måneder kan etablere det aktieselskab, der skal stå bag bryggeriet,” siger Tom Pedersen og understreger, at i samme øjeblik aktieselskabet er etableret, så går det meget hurtigt med at bestille brygge-anlægget og få det monteret i det gamle køkken på Engesvang Kro. Målet er en aktiekapital på en halv million kroner, sammen med initiativtagernes indskud og støtten fra LAG-puljen er realiseringen af bryggeriet absolut mulig.
“Der mangler kun nogle få forberedelser, før anlægget kan monteres, og det bryggeri vi har kig i Tyskland, kan leveres allerede få uger efter, vi har trykket på startknappen,” siger Tom Pedersen.
Støtten fra LAG Ikast-Brande skal nu formelt godkendes af Fødevareministeriet, der administrerer EU-andelen af pengene. Det tager et par måneder og anses for en formalitet.
“Vi vil udnytte de par måneder til at intensivere aktietegningen, så vi forhåbentlig kan være klar med de første bryg i løbet af foråret,” håber Tom Pedersen med henvisning til, at allerede på søndag den 21.
december fra klokken 11 til 14 sælger bryggeriet aktier og juletræer fra pladsen foran Engesvang Kro.
“Vi håber, at rigtig mange vil kigge forbi og få en snak om bryggeri-planerne og købe en aktie – og ønske hinanden glædelig jul over en kop glögg. Desværre har vi ikke mulighed for at byde på mere øl, før det næste bryg er klar til aktiemødet i slutningen af januar,” beklager Tom Pedersen, der gerne vil have aktiveret endnu flere lokale i arbejdet på at etablere et bryghus i Ikast-Brande Kommune.
“Skulle der være nogen, der ligesom vi er optaget af tanken om et bryghus og har lyst til at give en hånd, så kig meget gerne forbi og få en stabel tegningsblanket til at dele ud blandt venner og familie.
Vi har brug for alle de aktive ambassadører, vi kan få,” siger Tom Pedersen, de i øvrigt opfordrer alle til at kigge forbi bryggeriets hjemmeside på www.boellingsoebryghus.dk og følge, hvordan projektet skrider frem. Her kan man endda indtaste sin mailadresse, så får man automatisk et nyhedsbrev, hver gang der er nyt i projektet