Selv om mange tegnede aktier på bryggeriets første introduktionsfrokost på Engesvang Kro for godt en måned siden, har aktietegningen desværre stået stille siden. Og det er nødvendigt at tegne minimum 300 aktier af 1.000 kroner hver, før det er muligt at etablere det aktieselskab, der skal stå bag bryggeriet.
Allerhelst skulle vi gerne sælge 500 aktier, så vi foruden vores indskud på 200.000 kroner har en halv million kroner at etablere bryggeriet for.
Faktisk mangler der ikke andet end lidt finish, før vi er klar med lokalerne, og så kan bryggeriudstyret bare sættes ind og monteres. Men vi tør altså ikke skrive under på bestillingen af anlægget, før vi har aktieselskabet i ryggen. Selvfølgelig for at være sikker på, at vi kan betale for anlægget, men i lige så høj grad for at være helt sikre på, at den lokale opbakning, som vi kunne mærke på mødet den 8.november, virkelig er reel.
Vi vil nu tage på rundtur til byens og egnens erhvervsvirksomheder for at tilbyde medarbejdere, ledelse, personaleforeninger og virksomhederne selv mulighed for at tegne en aktie i det kommende mikrobryggeri.
Vi håber, at både medarbejdere og erhvervsliv støtter op om ideen og vi er meget åben overfor til gengæld at lave fælles arrangementer med virksomhederne, når bryggeriet er etableret.
Hvad med at glæde konen, manden, elskeren, elskerinden, den voksne datter eller søn med en både fornøjelig og nyttig gave – giv en aktie i Bøllingsø Bryghus. Læs her, hvordan aktieselskabet skal oprettes eller hent hurtigt tegningsblanketten her.
Tegningsblanketter kan sendes til bryggeriet eller afleveres på Pårup Kro, Flügger i Bording eller i Jyske Sparekasse.