Finsk-danske Katri Berg maler helst om natten, men fredag den 9. marts 2012 kl. 16 kommer hendes kunst frem i lyset – på Bøllingsø Bryghus.
Billederne myldrer frem – både i Katri Bergs hoved – og på væggene på Bøllingsø Bryghus. Der er simpelthen masser af god lokal kunst, der mangler et sted at blive vist frem. Derfor skifter udstillingen på Bøllingsø Bryghus fredag den 9. marts.
‒ Vi er rigtig glade for at kunne udnytte væggene på bryghuset til at vise god, lokal kunst. Og der begynder at tegne sig en venteliste med folk, der vil have lov til vise deres billeder frem, siger Claus Thorhauge fra Bøllingsø Bryghus.
Han peger på, at kunst og udstillingsvirksomhed ikke ved første øjekast er en del af kerneforretningen for et mikrobryggeri.
‒ Men vi vil rigtigt gerne være en integreret del af lokalsamfundet, og der kommer rigtig mennesker her forbi. Både i fredagsbaren og som en del af de mange ølsmagninger, vi afholder. Det er derfor naturligt, at vi vil bruge lokalerne til at vise lokal kunst frem, siger Claus Thorhauge.
Katri Berg maler både akvarel og acryl og har blandt andet studeret kunst hos en anerkendt amerikansk kunstner, Al Krnc, i Cleveland Ohio. Men interessen har i mange år ligget i dvale på grund af karriere, familie og børn.
‒ Muligheden for at udstille på bryghuset sparkede mig ligesom i gang igen, og jeg har malet nærmest manisk i nogle nætter for at blive klar med nye billeder til på fredag, siger Katri Berg, der ikke kan lægge skjul på, at hun er en smule nervøs for at vise sine nye billeder frem
‒ Jeg er både tiltrukket og skræmt af tanken. Men mange har taget pænt imod de billeder, jeg har vist frem på Facebook. Så nu er det vist tidspunktet at komme frem med tingene, siger Engesvang-kunstneren, der har for vane at male om natten.
‒ Det er i nattens stille timer, hvor jeg bedst kan fange den følelse og den stemning, der inspirerer mig til mine billeder. Det med at male er for mig som at drømme, siger Katri Berg.
Udstillingen med Katri Berg åbner med en fernisering fredag den 9. marts kl. 16 og hænger på bryghuset i marts og april måned ud.
Katri Bergs kunst er en skønsom blanding af både figurativ og abstrakt kunst. Kom og tag et kig på det mangeartede udtryk fra fredag den 9. marts på Bøllingsø Bryghus. Billederne hænger marts og april måned ud.