Succes’en med Hot and Sweet jazzband på bryghuset er til at tage og føle på, så vi er allerede klar til at åbne sæsonen med mere af samme slags.
Lørdag den 7. august åbner vi med et stand-in orkester på bryghuset. Vi arbejder på at finde ud af, hvad de hedder. Men jazz spiller de – fra kl. 11 til 14.
Og så kommer Hot and Sweet tilbage torsdag den 16. september og igen torsdag den 7. oktober. Begge gange åbner vi dørene kl. 19.
Og husk vi holder åbent hele sommeren hver fredag fra kl. 16 til 20. Det er ligesom Molstabellen: Åbent hver fredag kl. 16 til 20 – året rundt.
Den nye bestyrelse har ombestemt os, så vi holder alligevel åbent hver fredag i hele sommerperioden. Vi holder simpelthen ikke sommerlukket, som tidligere annonceret.
I stedet holder vi en time længere åbent og rykker åbningstiden, så vi i stedet holder åbent fra kl. 16 til 20. Stadig hver fredag året rundt.
De nye åbningstider, kl. 16-20, gælder fra og med fredag den 2. juli.
Og vi tager hul på efterårssæsonen med et brag – et jazzbrag. Lørdag den 7. august kl. 10 inviterer vi til jazz. Skriv allerede nu datoen i kalenderen.
Giver 1 krone for hver solgt øl til Kulturprojekt Vandskel
Bøllingsø Bryghus løftede ikke alene sløret for den helt nye sommerøl ”Vandskel”, da den i fredags blev lanceret.
Formand Claus Thorhauge lovede også at støtte kulturprojekt Vandskel økonomisk.
– Efter to år, hvor vi har koncentreret os om at starte bryghuset op og brygge øl, er vi glad for at kunne gøre noget udadvendt, og det var jo naturligt at det blev til et samarbejde med kulturprojekt Vandskel, der jo også tager udgangspunkt i Bølling Sø, sagde han.
Derfor har bryghuset besluttet at give en krone for hver af de solgte Vandskels-øl.
God stemning
Præsentationen af den nye øl fandt sted i forbindelse med et af husets fredags-arrangementer, og Claus Thorhauge var glad for at se, at så mange igen var mødt op til trods for dårligt vejr og VM-fodbold.
De fremmødte kunne udover at smage på både nye og kendte øltyper også opleve helt ny og lidt kendt musik.
Kulturprojektet gav nemlig også smagsprøver på et par sange fra friluftsmusicalen ”Hvor vandene skiller”, der spilles ved Bølling Sø til august.
Karina Nielsen og John Nissen gav et par eksempler på de sange, der er med i stykket. Som et bonusnummer sang John Nissen også en munter drikkevise fra et tidligere lokalt projekt, slagfærdigt akkompagneret af Stig Skovbo.
Godt samarbejde
Formand for Kulturprojekt Vandskel, Niels Blauenfeldt takkede også for bryghusets initiativ og glædede sig over, at det er muligt at samarbejde godt hen over søen.
– Nu håber vi så, at vi også kan gøre gengæld for opbakningen, sagde han.
Det er da heller ikke kun i dette regi, at der er samarbejde mellem meget forskellige partnere.
Når forestillingerne til sin tid skal løbe af stablen, vil de to lokale bryghuse fra Engesvang og Kragelund nemlig stå side ved side og sørge for, at der er lokal øl i tappehanerne.
Fotos: Steen Ancher – soundslide: Hans Jørgen Hansen.
I samarbejde med Kulturprojekt Vandskel lancerer vi fredag den 11. juni en ny special-øl. En lys sommer-øl.
Hvis sommerhygge kan hældes på flasker, så er det netop dét, som Bøllingsø Bryghus og Kulturprojekt Vandskel har gjort med den nye øl, der slet og ret hedder ”Vandskel”.
Det er to lokale og gode initiativer, der på denne måde støtter hinanden.
– Vi mener, kulturprojektet og vores øl er med til at skabe godt samvær i lokalområdet. Derfor valgte vi at producere en øl specielt til forestillingen ”Hvor vandene skiller”, siger Claus Thorhauge fra Bøllingsø Bryghus.
Det nye bryg præsenteres fredag 11. juni kl. 16. på Bøllingsø Bryghus,
Gl. Kongevej 24, Engesvang.
Alle er velkomne.
Det er brygmester Martin Schau, der står bag opskriften på “Vandskel”, Der er brygget på en amarillo-humle og altså en type i stil med lys amerikansk ale.
– Målet har været at brygge en let sommerøl, der bør nydes kold.
I kraft af, at det også er en let øl med en alkoholprocent på bare 4,4, er det også en øltype, som man kan nyde flere af.
Amarillo-humlen er tilsat sent i processen, hvilket betyder, at der ikke er en voldsom bitterhed. Humlen giver til gengæld både duft og smag af grape, lime eller citrus.
For at lave en øl, der havde ekstra meget med forestillingen, “Hvor vandene skiller” at gøre, blev det forsøgt at finde en helt bestemt urt, som indgår i stykkets handling, men da den er af en sjælden type, lykkedes det desværre ikke, fortæller Martin Schau.