Gæstebartender

Kom i snak med byen – over en øl

Bøllingsø Bryghus ønsker at skabe sammenhæng i lokalsamfundet sit nye initiativ og dialog mellem alle parter i Engesvang og omegn. Kort sagt: Vi vil gerne i snak med byen.

Der er nemlig ikke noget, der fremmer forståelsen og samtalen som en god øl, en bar – og god tid. Derfor inviterer vi alle virksomheder, foreninger eller andre med et budskab på hjerte til at være gæstebartender for en eftermiddag.

Det er vigtigt for os, at bryghuset er åbent for alle. Derfor modtager vi meget gerne henvendelser fra folk, der har lyst til at komme i kontakt med byen på den hyggelige og uformelle måde.  Alle lokale virksomheder, institutioner, politikere, råd, foreninger og “synlige” personer i lokallivet har mulighed for at være vært for byen i fire timer fredag eftermiddag.

Det kan også være beboerne fra en vej, initiativtagerne til et projekt, der gerne vil i snak med andre om ideen eller noget helt tredje.

Man kan sige, at bryghuset i overført betydning sætter en ølkasse op for Engesvang by, hvor du kan stille dig op og tale frit.. Har du noget på hjerte, så har vi pladsen og rummet til at komme i snak med byen. Alle er velkomne til – også til at reklamere lidt for egne interesser.

Der er naturligvis altid en rutineret bartender fra bryghuset til stede, der kan hjælpe gæstebartenderne med at skænke øl, modtage penge og gøre kassen op bagefter. Skriv til info@bbryg.dk, hvis du vil være gæstebartender.

Bøllingsø Bryghus har åbent for salg og udskænkning af bryggeriets produkter hver fredag fra kl. 16 til 20 – hele året. Ugens gæstebartender fremgår altid af kalenderen på bryghusets hjemmeside www.bbryg.dk og byens hjemmeside www.visitengesvang.dk.