Nyt LAG-tilskud til bryggeriudstyr

Bøllingsø Bryghus har fået 90.000 kroner i støtte fra landdistriktspuljen til etape 2 – også kaldet LAG-midler. Etape 2 er en planlagt rationalisering og effektivisering af øl-produktionen og omfatter køleanlæg til de nye gærings- og lagertanke og nyt tappeudstyr. Vi arbejder også med ny procedure og nyt udstyr til print af tappedato på etiketter – og påsætning af etiketter.

En stor del arbejdet med etape 2 er allerede udført. Køleanlægget er monteret og har sammen med de nye tanke været i brug siden februar. Siden februar har vi også tappet øl på et lånt tappeanlæg, der kan tappe flasker under tryk – nu får vi mulighed for at købe tappeanlægget.

Ansøgningen om LAG-pengene har været undervejs siden november sidste år, og pengene er bevilget med tilbagevirkende kraft. I februar i år godkendte den lokale LAG-gruppe i Ikast-Brande Kommune vores ansøgning, og nu har ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri altså også givet os grønt lys.

Det er anden gang, Bøllingsø Bryghus har fået tilskud fra LAG-midlerne. Første gang fik vi 150.000 kroner.

Vi er meget glade for støtten, der har gjort det muligt fortsat at vokse og udvikle Bøllingsø Bryghus.